Aggressivitet i forbindelse med foder og ting

Det er ikke ualmindeligt, at nogle hvalpe på et tidspunkt vil udvise aggressivitet i form af knurren eller bidforsøg i nærheden af deres madskål, et kødben eller særligt attraktivt legetøj. 

Dette er - i modsætning til hvad man tidligere troede - ikke et spørgsmål om magtkamp eller at hvalpen forsøger at dominere over dig, men derimod et udtryk for, at hvalpen ikke har tillid til dig i den pågældende situation og er bange for at du vil tage maden eller legetøjet fra den. 

Det er utroligt vigtigt, at man reagerer korrekt og ikke svarer aggressivt igen, hverken med skæld ud eller med at straffe hvalpen. Gør man dette, vil man nemlig bekræfte hvalpen i dens usikkerhed og manglende tillid og dette vil forværre situationen. Derimod bør man vise hvalpen, at den ikke behøver være bange.

Knurrer hvalpen ved madskålen, kan man hver gang man passerer, smide en lækkerbisken i skålen. Lad derefter hvalpen spise i fred. Efterhånden vil hvalpens forventning omkring din tilstedeværelse ved madskålen ændres, hvis du altid kaster lækre godbidder ned i skålen, når du kommer forbi. Efterhånden kan du gå tættere på for tilsidst at putte godbidden ned i skålen med hånden. Til sidst kan du løfte skålen op inden du kommer godbidden ned i den.
Husk at denne proces tager tid og ikke er noget, man kan gøre i løbet af en enkelt dag eller to. I nogle tilfælde vil problemet løse sig selv, hvis hunden blot ignoreres, men da situationen kan udvikle sig til at blive meget problematisk, især hvis der er børn indblandet, vil rådgivning fra en adfærdskyndig tidligt i forløbet ofte være en god idé.