Gå pænt i snor

Det er helt naturligt, hvis hvalpen i starten ikke vil følge med i snoren. I naturen ville det være for farligt at bevæge sig for langt væk fra hulen før 4-5 måneders alderen. Det er altså ikke for at være stædig, at hvalpen kan finde på at sætte sig ned og vægre sig for at gå længere.
De mange nye indtryk skal også lige fordøjes af hvalpen, og det er ikke altid, at man som hvalp både kan fordøje og gå samtidig. Træk derfor ikke af med hvalpen - giv dig god tid, lok evt. med en godbid eller bær hvalpen det første stykke.

Senere, når hvalpen er blevet ældre og mere modig, vil den ofte begynde at trække i snoren, for at komme fremad, hvilket ikke er så generende, så længe hvalpen er lille. Men hvalpen lærer lige fra den første dag, hvordan den skal gå i snoren. Trækker hunden i snoren som hvalp, vil den helt sikkert også gøre det som voksen - blot med en hel del mere vægt i trækket, hvilket kan være en meget stor kilde til irritation for hundeejeren. Lær derfor hvalpen at gå pænt i snoren lige fra starten af.

Det kan ikke anbefales at rykke i snoren og på denne måde hive hunden tilbage på plads - det er både fysisk skadeligt for hunden og indlæringsmæssigt forkert. Stop i stedet op, når snoren bliver stram og vent på at hvalpen selv tager kontakt til dig.
Det er muligt, at du de første par gange kommer til at vente længe, men det er vigtigt, at du er tålmodig og ikke selv kontakter hvalpen, da den selv skal erfare, hvordan den kommer videre. Når hvalpen tager kontakt til dig (evt. bare kigger sig over skulderen for at se, hvor du blev af) så ros den og lok den tilbage til dig med en godbid. Gå derefter videre sammen med hvalpen indtil næste gang den strammer snoren. Ros også hvalpen og beløn den med godbidder, når den på eget initiativ går pænt uden at trække i snoren. Hvalpen skal belønnes oftere for at gå pænt af sig selv end for at vende tilbage efter at have trukket i snoren. Ellers vil den få et mønster som et pendul på jeres gåture.

Det er vigtigt at være meget konsekvent med at stoppe op hver eneste gang snoren bliver stram. Så vil hvalpen lære, at den eneste måde at komme fremad på er ved at følges med dig. Husk, at jo mere konsekvent, du er, desto hurtigere vil hvalpen lære det!