![]() |
||||
|
For hunde er det naturligt at ville snuse og slikke os i hovedet, når vi hilser på dem. At puffe/slikke tæven i mundvigene for at få hende til at kaste mad op til hvalpene er et overlevelsesinstinkt for hvalpen og en arv fra dens vilde forfader, ulven. Senere, når hvalpene begynder at spise fast føde, bliver denne puffen/slikken til en ritualiseret hilsen.
Det er vigtigt, at undgå at belønne hvalpen for at hoppe op. Man belønner hvalpen, hvis man giver den kontakt når den hopper op - at skubbe hvalpen ned og f.eks. sige "nej", er også kontakt. Beløn istedet hvalpen ved at give den kontakt og godbidder, når den har alle fire ben i jorden. Afbryd med det samme, hvis hvalpen igen hopper op, når du begynder at snakke/kæle med den. Ved meget inkarnerede "hoppere" kan man med fordel vende ryggen til, hver gang hvalpen hopper op og på denne måde fratage den muligheden for kontakt ved den uønskede adfærd. Det er nødvendigt at træne intensivt på dette ritual sammen med mennesker, som man kan instruere i ret adfærd. Jo flere forskellige mennesker, der træner denne øvelse med hvalpen, desto mere generaliseret bliver adfærden (det vil sige, at hvalpen lærer, at dette ritual gælder i alle situationer, uanset hvem mennesket er). |
||||