![]() |
||||
|
Fundamentet for en harmonisk og lydig hund er et godt
lederskab. Et godt lederskab baseres på tillid, gensidig
respekt, samarbejde, venlig konsekvens og opfyldelse af
hundens behov for kontakt samt fysisk og mental aktivitet.
Gør hvalpen noget uønsket, så ignorer den eller afled dens opmærksomhed, alt afhængigt af situationen. Beløn i stedet hvalpen for den ønskede adfærd, så vil du snart se en stigning i denne frem for den uønskede adfærd. Giv din hvalp masser af rolig fysisk kontakt hver dag. Gamle regler som f.eks. at hunden ikke må sove i sengen, ikke må ligge i møblerne, skal gå sidst ud af døren og spise efter den øvrige familie, har ikke noget med lederskab at gøre. Vælger du alligevel, at du ikke vil have hunden i seng eller møbler, så bør du sætte dig ned på gulvet til hunden mindst en gang dagligt og have en rolig kælestund for at opfylde hundens behov for fysisk kontakt. Vær ikke ubehagelig overfor din hvalp ved at straffe den eller skælde den ud. Den forstår ikke meningen med det og oplever dig blot som værende ubehagelig og uforudsigelig og mister derved tilliden til dig. Sæt dig i stedet ind i, hvordan hunde lærer og kommunikerer, så du bliver bedre i stand til at gøre dig forståelig overfor din hund. Gå på hvalpekursus med hvalpen et godt sted, hvor al omgang med hunden sker på en positiv og rar måde, og hvor du kan få inspiration til at fortsætte udviklingen af dit lederskab og samarbejde med din hund. |
||||